Nu er det ikke fordi jeg er sådan specielt interesseret i astronomi eller noget, men jeg elsker altså et godt stjerneskud, når det serveres sådan helt klassisk! Hvorfor det egentlig hedder et stjerneskud har jeg ikke rigtig kunnet finde ud af, men et smukt navn til en lækker ret, det er det i hvert fald.
Stjerneskud er ikke en ret jeg selv er vokset op med, men da jeg for mange år siden lærte min mand at kende stiftede jeg bekendtskab med den skønne ret, for hjemme i hans familie lavede min svigermor det af og til. Det er også hendes version vi laver hjemme hos os den dag i dag. Det er en rigtig nem og hurtig version, for man laver ikke det hele selv fra grunden af. Det kan man selvfølgelig sagtens vælge at gøre – og det gør kun retten endnu mere lækker – men på en travl hverdag er det altså tilladt engang imellem at springe over hvor gærdet er lavest. Så i versionen her bruger vi færdigpanerede rødspættefiletter fra frost, og saucen er lavet på dåseasparges.
Stjerneskud kan laves i små portioner som forret, men vi plejer at forstørre portionerne lidt, og så kan det sagtens serveres som en let hovedret, evt med salat til, eller frokostret. Det er en guderet for alle os der elsker fisk!
Inspiration til andre lækre retter med fisk:
Tigerrejer med madagascar dressing
Islandsk fiskefad
♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Stjerneskud - den nemme version
Ingredienser
- 4 rødspættefiletter (eller anden lys fisk)
- 4 panerede rødspættefiletter
- 1 pose frosne rejer
- 4 skiver lyst brød (franskbrød / landbrød el.lign.)
- 1 dåse aspargessnitter
- 1 dl mælk
- 2 spsk mel
- 1 bundt grønne asparges
- 1 citron
- evt. frisk dild
- salt, peber
Sådan gør du
-
Kog fisken (pas på ikke at overkoge den - den må ikke falde fra hinanden, men skal kunne lægges på som et helt stykke). 3-5 minutter plejer at passe.
-
Steg de panerede rødspættefiletter.
Note: Man kan helt klart også vælge at lave sin egen panering, men på en travl dag kan de færdigpanerede fra frost sagtens bruges. I hvert fald i min verden!
-
Sauce:
Hæld asparges fra dåse incl. væden i en kasserolle, og tilsæt 1 dl. mælk. Varm op, og rør en meljævning i (mel rystet med vand) til saucen har den rette tykkelse. Smag til med salt og peber. -
De grønne asparges:
Bræk enderne af aspargserne (de vil automatisk knække det rigtige sted - ca. 1 cm fra bunden). Kog dem i letsaltet vand ca. 5 minutter, så de stadig har lidt "bid". -
Anret hver tallerken med: 1 skive ristet brød med de 2 fisk over. Herover aspargessaucen. Pynt af med de grønne asparges, rejer, dild og citron.
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN.