Home MormormadBagværk Kiksekage
Kiksekage

Vi er tilbage i mormorskuffen i dag. På bunden af den lå min barndoms opskrift på kiksekage. Ikke én af de moderne af slagsen med kondenseret mælk, chokolade og andet godt, men den helt klassiske gammeldags én som jeg husker den fra 70’erne, og som laves med palmin og kakao. De nye udgaver smager også dejligt, men i min verden er den gammeldags klassiker stadig “den helt rigtige”!

Det jeg husker bedst om kiksekage fra jeg var barn var faktisk, at min søster altid fik lyst til kiksekage, når hun var løbet ind i en influenza. Så vi vidste faktisk altid at når hun kom og ville have kiksekage, ja, så var den helt gal!

En kiksekage skal serveres iskold lige fra køleskabet, og det er ikke en kage der skal bages. Lav den minimum et par timer før den skal serveres, og gerne dagen før. Den skal være helt stivnet inden du skærer den i skiver. Den klassiske facon laves med rektangulære vaniljekiks, men de runde mariekiks kan også bruges. De rektangulære fås i de fleste større supermarkeder, og der står ofte “til f.eks. kiksekage” på pakken.

Lidt om palmin: Palmin er ikke noget jeg bruger særlig tit hos mig – typisk kun hvis der f.eks. skal koges klejner eller berliner pfankuchen. palmin er raffineret, bleget kokosfedt, og det har et højt indhold af mættede fedtsyrer. Men altså, baseret på kokos.

 

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Kiksekage

Den klassiske 70'er version lavet med palmin og kakao

Køkken Dansk
Forb. tid 20 minutter
Antal 6 personer
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 250 g palmin kokosfedt
  • 2 æg (anbefales: pasteuriserede)
  • 125 g flormelis
  • 125 g kakao
  • 1 spsk revet appelsinskal (øko)
  • 1 spsk pulverkaffe (kan udelades)
  • 1 pakke rektangulære vaniljekiks

Sådan gør du

  1. Start med at smelte palminen. Den smeltede palmin skal køle af inden den bruges.

  2. Rør æg og flormelis hvidt, og sigt kakao i. Tilsæt fintrevet appelsinskal og - hvis du er glad for kaffesmagen - pulverkaffe. Pulverkaffen kan ellers sagtens udelades.

  3. Rør palmin i blandingen. Tip: når du gør det med en håndmixer vil dejen først se lidt "skilt" ud. Saml den til sidst med en ske; så samler den sig helt fint.

  4. Fór en aflang sandkageform med bagepapir, og saml nu kiksekagen som du ville samle en lasagne: et lag dej i bunden, så et lag kiks (de skal ikke gå helt ud til kanten), så endnu et lag dej. Afslut med et lag dej på toppen. Der skal gerne være minimum 4 lag kiks men gerne flere.

  5. Sæt kiksekagen i køleskab - gerne natten over. Serveres iskold skåret i skiver der skal være ca. 1 cm tykke.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment