Home MormormadBagværk Rugbrødslagkage
Rugbrødslagkage

Rugbrødslagkage stammer vist efter sigende fra Sønderjylland. Det er under alle omstændigheder en kage så dansk som man kan tænke sig den, for hvad bliver næsten mere dansk end rugbrød?  Opskriften her stammer fra min mors gemmer. Hun bagte den af og til da jeg var barn. Hendes version lægges “kun” sammen med flødeskum og revet chokolade. En del andre opskrifter indeholder også marmelade eller gele mellem lagene. Men her er det altså min mors gamle version, som jeg holder meget af.

Jeg synes at det er både sjovt og spændende, når en ingrediens som rugbrød pludselig dukker op i en helt anden forklædning end den vi er vant til at se den i. Udover øllebrød kan jeg faktisk ikke komme i tanke om andre retter hvori rugbrød indgår? Smagen passer helt fantastisk til kagen, og gør den til noget helt særligt.

Pynt gerne rugbrødslagkagen med friske bær!  Velbekomme!

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Rugbrødslagkage

Køkken Dansk
Bagetid 30 minutter
Antal 6 personer
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

Kagebund:

  • 250 g sukker
  • 4 æg
  • 125 g revet rugbrød
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 spsk kartoffelmel
  • 1 spsk kakao
  • 3 tsk bagepulver
  • 50-100 g hakkede mandler

Når kagen skal samles:

  • 2,5 dl piskefløde
  • mørk chokolade

Til formen:

  • lidt smør
  • 1 spsk rasp

Sådan gør du

  1. Start med at dele æggene i blommer og hvider (begge dele skal bruges).

  2. Pisk æggeblommerne med sukker, til det er lyst og let.

  3. Riv rugbrødet på et rivejern (den grove side). Bland det sammen med æggeblommerne, og resten af de tørre ingredienser.

    Tip: Det er lettest at rive rugbrødet, hvis det er lidt tørt!

  4. Pisk æggehviderne helt stive, og vend dem i dejen.

  5. Bag kagen i en rund springform (diameter ca. 21 cm), der først smøres og drysses med rasp. Fyld dejen heri.

  6. Bag kagen ved 180 grader (ingen varmluft) i ca. 30 minutter. Tip: Læg evt sølvpapir over de sidste 10 minutter, så kagen ikke bliver for mørk. Prøv med en tandstikker om den er gennembagt.

  7. Lad kagen køle af, og tag den så ud af formen og skær den igennem så du har 2 lagkagebunde.

  8. Pisk fløden til flødeskum. Læg den ene lagkagebund på et fad, halvdelen af flødeskummet herover, og drys med revet chokolade. Læg den anden bund herover, plus flødeskum og et drys revet chokolade. Så er lagkagen klar!

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering