Home MormormadBagværk Thebirkes med remonce
Thebirkes med remonce

Da jeg voksede op i Jylland, var birkes et brød/rundstykke der ikke var sødt. De birkes der var på toppen var den lyse slags. Det var min yndlings form for rundstykke, og man spiste det med pålæg på, f.eks. ost, marmelade, pålægschokolade eller andet. Hos en enkelt bager i byen kunne man så pludselig får en ny og mærkværdig form for birkes – nemlig “Københavnerbirkes”. De var smallere og mindre end de almindelige birkes, med blå birkes ovenpå – og så var de SØDE! Mærkværdigt i min verden dengang.

Siden flyttede jeg så til Sjælland, og her kendte man ikke til begrebet “Københavnerbirkes”. Her var det nemlig ikke en specialitet, men simpelthen den almindelige form for thebirkes, som mere er en kage (morgenbrød) end et brød. De jyske birkes ser man stort set ikke på Sjælland, eller i hvert fald ikke i de egne jeg har boet i tidens løb.

Jeg har lært at sætte stor pris på de søde thebirkes, men jeg må indrømme at når jeg en sjælden gang får bagerbrød i Jylland, så er den gammeldaws jysk birkes stadig en favorit 🙂 Men hvor er det skønt at vi har så ens og alligevel så forskellige madtraditioner alt efter hvilken egn vi kommer fra – lad os endelig holde fast i det!

Her kommer opskriften på de dejlige Københavnerbirkes – eller thebirkes med remonce 🙂

De er fryseegnede.

 

♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Thebirkes med remonce

Samlet tid 1 time
Antal 12 stk
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 2 tsk honning
  • 1 æg
  • 1 dl græsk yoghurt
  • ca. 6 dl hvedemel
  • 100 g koldt smør

Remonce:

  • 75 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 1 spsk akaciehonning
  • 0,5 tsk vaniljepulver
  • 125-150 g revet marcipan

Toppen:

  • mælk til pensling
  • mørke birkes

Sådan gør du

  1. Opløs gæren i det håndvarme vand, og tilsæt æg, honning og græsk yoghurt.

  2. Ælt melet i lidt efter lidt, til dejen er smidig.

  3. Sæt dejen i køleskab i 15 minutter.

  4. Hæld den kolde dej ud på et meldrysset bord, og bred dejen lidt ud.

  5. Del smørret i 2 dele. Hver del skæres i helt tynde skiver.

  6. Fordel 50 g smør i tynde skiver på dejens overflade, og fold dejen. Rul den og fordel de resterende 50 g i tynde skiver på overfladen. Fold igen og rul.

  7. Sæt dejen tilbage i køleskabet imens du laver remoncen.

  8. Bland en remonce af blødt smør, honning, vaniljepulver og revet marcipan.

  9. Rul den kolde dej ud til en firkant der skal måle ca. 20 x 60 cm. Smør remoncen ud over hele fladen fra kant til kant. Rul stykket sammen på langs, dvs. fra den ene korte ende mod den anden korte ende.

  10. Tryk på rullen så den bliver ca. 2,5 - 3 cm høj. Lukningen på rullen skal vende nedad.

  11. Skær rullen ud i 12 stk.

  12. Læg dem til efterhævning på en bageplade, dæk med et rent viskestykke, og lad dem efterhæve ved stuetemperatur i en halv time.

  13. Pres dem lidt flade, så de ikke så let "vælter" under bagningen. Pensl dem med mælk og drys med birkes.

  14. Bages ved 200 grader i 15-17 minutter.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering