Home KageopskrifterCookies og småkager Kys-kyllinger
Kys-kyllinger

Kys-kyllinger er små nuttede lysegule marengs – kyskager – lavet som små kyllinger. De er super søde på kagebordet til påskefrokosten – eller bare som en hyggelig lille påskekage der kan laves sammen med ungerne  ♡ Næbbet laves med orange pastafarve lagt på med en vatpind, og øjnene er smeltet chokolade.

God fornøjelse med påske hyggen og de små påske kys-kyllinger!

PS: Man kan selvfølgelig også bare bruge opskriften til almindelige marengs, hvis man ikke lige har lyst til kyllinge look’et 🙂

 

♡ 1000 tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk i dag ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN

Kys-kyllinger

Kyskager lavet som søde små påskekyllinger

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time 10 minutter
Antal 20 stk
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • 1 tsk vaniljepulver (kan udelades)
  • gul pastafarve
  • orange pastafarve
  • lidt mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Pisk æggehviderne helt stive.

  2. Hvis du vil have vaniljepulver i, blander du det sammen med sukkeret.

  3. Tilsæt sukkeret en spiseskefuld ad gangen. Hver gang du har tilsat en skefuld fortsætter du med at piske 10-15 sekunder, hvorefter du så tilsætter den næste skefuld. Når du har tilsat alt sukkeret fortsætter du med at piske indtil dejen er sej og blank.

  4. Vend en lille smule gul farvepasta i dejen. Det gøres lettest med en dejskraber, og der skal vendes rundt en del gange hvis du vil have farven helt jævn.

  5. Fyld dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt kagerne ud på en bageplade med bagepapir på. Diameteren skal være på ca. 3 cm (så ikke for små).

  6. Bag dem ved 110 grader og varmluft i ca. 1 time. Det er vigtigt at man ikke åbner ovnlågen de første 45 minutter, da det vil få kagerne til at falde sammen.

  7. Når der er gået en time tager du en enkelt kage ud og prøver at banke den let på bunden for at checke om den er klar. Eller spis den - så kan du smage dig frem til om du synes den er for blød indeni eller helt perfekt 🙂

  8. Lad kagerne afkøle helt på en bagerist.

  9. Når de er kolde rører du lidt orange pastafarve op med ganske få dråber vand. Dyp en vatpind i farven og dup farven på spidserne af kagerne (næb). Det skal gøres ret forsigtigt, da spidserne nemt knækker.

  10. Smelt en lille smule mørk chokolade og fyld det i en sprøjtepose uden tyl, hvor du klipper et ganske lille hul. Lav øjne på kys-kyllingerne.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment