Home TilbehørSalat og grønt Fyldte tomater

Fyldte tomater

Fyldte tomater

For rigtig – rigtig – mange år siden, var manden og jeg på interrail. Det var tilbage i 1988, i tiden før mobiltelefonen og internettet blev opfundet, og dengang man skulle have gud ved ikke hvor mange forskellige slags valuta med for at rejse rundt i Europa. Turen bragte os blandt andet til Athen, hvor vi indlogerede os på et billigt hotel. Den første nat havde de ingen ledige værelser, så vi fik – sammen med flere andre – lov til at sove på taget under åben himmel! Lige nedenfor vores hotel fandt vi én af de første dage en lille billig restaurant. De forstod ikke engelsk derinde, så vi blev hevet med ud i køkkenet – så kunne vi bare pege! Jeg endte med at spise fyldte tomater flere dage i træk, for de var fuldstændig fantastiske.

Fyldte tomater minder mig altid om turen til Athen, og jeg har lavet dem et hav af gange herhjemme. Det er vist aldrig lykkes mig helt at ramme smagen fra dengang, og i årenes løb er opskriften vist også bare blevet min egen. Under alle omstændigheder er det den I får lige her. Jeg plejer at servere dem enten som en frokostret for sig selv med et stykke ristet landbrød til, eller som tilbehør til et stykke stegt kød som aftensmad. Rigtig god fornøjelse!

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Fyldte tomater

Tilb. tid 50 minutter
Antal 3 personer
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 6 store tomater (gerne bøftomater)
  • 2 dl ris
  • 1 bouillonterning
  • 1 stort løg
  • krydderurter
  • salt, peber
  • lidt smør

Sådan gør du

  1. Start med at koge risene. Put en bouillon terning i kogevandet.

  2. Skyl tomaterne, og prik dem med en spids gaffel. Skær toppen af, og udhul dem. Du skal bruge lågene men ikke tomatfyldet.  Tip: Det gøres lettest med sådan en kugledims man også bruger til at lave f.eks. melon kugler med. Ellers bruger du bare en ske.

  3. Hak tomatlågene fint.

  4. Hak løget fint, og steg det på en pande til det er blødt. Tilsæt de hakkede tomatstykker (fra lågene), og steg lidt videre. Tilsæt hakkede krydderurter (f.eks. purløg, løvstikke, timian, persille eller hvad du nu har).

  5. Tilsæt de kogte ris på panden, og lad det hele stege lidt.

  6. Sæt de udhulede tomater på et fad der først smøres lidt med smør eller madolie. Fyld tomaterne med risfyldet. Pres fyldet godt sammen.

  7. Læg en lille klat smør ovenpå hver tomat.

  8. Bag tomaterne i ovnen ved 210 grader (ingen varmluft) i ca. 30 minutter.

  9. Servér med et stykke ristet landbrød.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering