Home DrinksCocktails Mojito Royal – Tillykke til Frederik med de 50!

Mojito Royal – Tillykke til Frederik med de 50!

Mojito Royal

Ligesom resten af Danmark fejrer vi da i dag Kronprinsens 50 års fødselsdag – et stort tillykke til hele kongerigets Frede! Her på Hverdagsro gør vi det naturligvis med manér – nemlig med opskrift på en skøn Mojito Royal!

Kronprinsen og jeg har måske ikke sådan lige umiddelbart så vældig meget tilfælles. Og så dog. Vi er nemlig begge født i 1968. Udover det, så kommer jeg automatisk til at tænke på begrebet respekt, når jeg tænker på Kronprinsen. Jeg har – fælles med de fleste andre danskere – nemlig enorm respekt for Frederik. Både hvad gælder hans person, hans familie og hans virke. Og jeg tror at respekten er gengældt fra ham til danskerne, så den har vi såmænd nok også tilfælles.

Jeg spiste i sidste uge middag med en tysk ven i Berlin. Vi kom netop til at tale om det der med respekt, i forbindelse med at jeg i tidens løb har arbejdet for chefer der kom fra mange forskellige lande – USA, England, Danmark og i dag Tyskland. I Tyskland viser man respekten ved at tiltale med De og Deres, og ved at bruge folks meterlange akademiske titler. Han forstod ikke helt at man kunne være mindst lige så respektfuld – måske endog mere – til trods for at man var på fornavn med chefen og have en relativ uformel tilgang til samme. Jeg forsøgte at forklare ham, at for os danskere ligger respekten langt mere i ens handlinger; altså det man gør,  mere end i den tiltaleform man tilfældigvis har. At f.eks. være på fornavn med chefen (eller Kronprinsen) er egentlig samme som at sige, at vi begge er mennesker, og at vi som sådan er lige meget værd. Vi udfører forskellige jobs, åh ja, men må have gensidig respekt for hinanden og for det vi hver især gør. Og det er vel egentlig kernen i det at være dansk! Vi kan sagtens rumme at respektere Kronprinsen både som menneske og prins, men vi behøver faktisk hverken at kalde ham Deres Kongelige Højhed eller andet for at vise det. Frede er ok!

Her på Hverdagsro vil vi fejre Kronprinsens store dag med en rigtig lækker Mojito Royal – I får opskriften lige her!

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Mojito Royal

Tilb. tid 5 minutter
Antal 1 person
Forfatter Tina

Ingredienser

  • 1 dl Asti (eller anden sød mousserende vin)
  • 2 cl lys rom
  • 1/4 øko lime
  • frisk mynte (4-5 blade)
  • Isterninger

Sådan gør du

  1. Pres limesaften i en skål. Skær limefrugten i små stykker.

  2. Hak mynte og mos det sammen med limestykkerne (brug en morter). Bland det sammen med limesaft og rom.

  3. Fyld et glas med isterninger, og hænd limeblandingen i.

  4. Top op med Asti, og pynt med mere frisk mynte.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment