Home Hovedretter Skidne æg
Skidne æg

Skidne æg skulle efter sigende være en rigtig påskeret. Jeg er ikke selv vokset op med retten, men den smager fantastisk, så den kunne sagtens gå hen og blive et fast indlæg på påskemenuen hjemme hos os. Ikke den mest fotogene ret i verden, men godt smager det!

Retten kan serveres enten med rugbrød eller med kogte kartofler. Vi fik det denne gang med kartofler. Læg evt et par skiver stegt bacon på toppen (vist ikke helt traditionelt, men smager super!)

Hvilken sennep man bruger til sovsen er vist også lidt efter hvad man selv er vokset op med. Mange opskrifter foreskriver en ganske almindelig dijon sennep, men jeg synes altså at den grove dijon er langt bedre. Jeg kan godt lide det lidt mere rustikke look med de synlige hele sennepsfrø, og smagen bliver også lidt mindre skarp synes jeg.

♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Skidne æg

Køkken Dansk
Samlet tid 20 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 6-8 æg

Sovs:

  • 50 g smør eller margarine
  • 50 g hvedemel
  • 5 dl mælk
  • 3 spsk grov dijonsennep (jeg brugte den fra Maille der hedder "a l'ancienne - mild grovkornet sennep)
  • salt, peber

Tilbehør:

  • rugbrød eller kogte kartofler
  • friske krydderurter til drys
  • evt. lidt stegt bacon

Sådan gør du

  1. Kog æggene i ca. 7 minutter. De skal være smilende.

  2. Smelt smørret, og tilsæt melet lidt ad gangen. Rør kraftigt.

  3. Tilsæt mælken til jævningen lidt ad gangen. Tilsæt sennep, salt og peber, og lad saucen koge ved lav varme et par minutter. Rør godt imens.

  4. Hæld sovsen i bunden af et fad, og læg de halve æg oveni. Drys med lidt krydderurter.

  5. Servér med rugbrød eller kogte kartofler.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering