Home HovedretterFjerkræ og vildt Koreansk inspireret kylling

Koreansk inspireret kylling

Koreansk inspireret kylling

Det her er én af den slags skønne hverdagsretter, der kun tager en halv times tid at lave, er ret så budgetvenlig, ligner en million – og smager fantastisk! Jeg har ikke selv været i Korea, men blev inspireret af forskellige koreanske retter jeg har prøvet i tidens løb. Så at kalde den her decideret koreansk er nok at tage munden fuld, men inspireret af koreansk mad er den i hvert fald 🙂

Hele hemmeligheden i koreansk inspireret kylling ligger i marinaden der bruges både til selve kyllingen, som grundlag i den dip der kumme minde om de “yum yum sauces” man kan købe færdige, og som “dryp sauce” over den færdige ret. Marinaden har den der skønne lidt ubestemmelige asiatiske smag, der på en og samme tid er stærk, sød og simpelthen bare fuld af smag.

Det er ikke så tit jeg har fået friske salater serveret til asiatiske risretter, og man kan selvfølgelig også sagtens her udelade dem. Men helt ærligt – begge salater passer bare ekstremt godt ind i helheden, og giver et lækkert friskt indspark til både risene og kyllingen. Især spinatsalaten giver en dejlig syrlig balance i retten, og med den anden salat tilføres et sprødt og frisk element.

LÆS OGSÅ:   Opskrift på kinesisk crispy sesam kylling

Rigtig god fornøjelse!

Det skal for god ordens skyld nævnes at indlægget på ingen måde er reklame eller med nogen form for sponsoreret indhold.

Koreansk inspireret kylling

Ret Hovedret
Køkken Koreansk
Forb. tid 24 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 4 kyllingebryster

Marinade:

  • 1,5 dl soyasauce
  • 2 spsk akaciehonning
  • 3 spsk chili sauce (f.eks. Flying Goose Sriracha)
  • 1 spsk fintrevet frisk ingefær
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1 spsk olivenolie

Kartofler:

  • 3 søde kartofler
  • 2 spsk olivenolie
  • groft salt + friskkværnet sort peber

Spinat salat:

  • 1 pose babyspinat (ca. 200 g)
  • 1 lime (saften heraf)
  • 1 spsk olivenolie
  • lidt groft salt

Blandet salat:

  • 2 avocadoer (i tern)
  • 1 rødløg (groft hakket)
  • 1 agurk (i små tern hvor kernerne først er fjernet)
  • 1 bundt radisser (i skiver)

Desuden:

  • 1,5 dl græsk yoghurt
  • 4 dl Basmati ris

Sådan gør du

  1. Indstil ovnen på 210 g (ingen varmluft).

  2. Skræl de søde kartofler, og skær dem i tern (2x2 cm). Fordel dem på en bageplade m. bagepapir på, dryp med olivenolie, og drys med groft salt og friskkværnet sort peber. Sæt dem i ovnen og lade dem bage i ca. 20 minutter, mens du forbereder resten af retten.

  3. Bland alle ingredienserne til marinaden, og del marinaden i 2 lige store portioner.

  4. Skær kyllingen i tern (2x2 cm), og rør dem sammen med den ene marinade portion.

  5. Når kartoflerne har fået 20 min. i ovnen, skraber du dem over i den ene halvdel af bagepladen, og på den anden halvdel fordeler du kyllingeternene. Sæt pladen tilbage i ovnen, og bag i yderligere 15 minutter.

  6. Sæt risene over til kogning mens du tilbereder resten.

  7. Spinatsalat: Skyl spinatbladene, og fyld dem i en salatskål. Pres limesaften over, og tilsæt olivenolie og salt. Bland det hele godt og sæt på bordet.

  8. Blandet salat: Bland alle ingredienserne og sæt på bordet.

  9. "Yum yum sauce": Rør græsk yoghurt sammen med 3 spsk af den tiloversblevne marinade. Sæt på bordet.

  10. Resten af marinaden fyldes i en lille skål, og sættes også på bordet.

  11. Når kartoflerne og kyllingen har fået de 15 min. sætter du grill på, og giver dem yderligere ca. 5 minutter. Både kylling of søde kartofler skal gerne få lidt mørk "kant" - men hold godt øje med retten, så det ikke bliver sort! Servér retten når risene også er kogt.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment