Home Jul Mincemeat – lækkert hjemmelavet fyld til de klassiske mince pies

Mincemeat – lækkert hjemmelavet fyld til de klassiske mince pies

Mincemeat - fyld til mince pies

Jeg er lige kommet hjem efter en dejlig forlænget weekend i London. Byen var i julestemning: Regent Street’s ikoniske engle lyste op over gaden, Harrod’s juleafdeling var fyldt til randen – især med julehungrende turister. Men ikke mindst fristede de hyggelige caféer overalt i byen med skønne ting som Gingerbread Latte, Christmas Coffee – og selvfølgelig Mince Pie. Jeg nåede desværre ikke denne gang at få smagt de traditionelle engelske julekager – Mince pie – derovre. Så vi bager da bare nogle selv nu hvor vi er kommet hjem.

Fyldet i mince pie kagerne kaldes for Mincemeat. I England køber man det ofte færdiglavet på glas i supermarkedet, men det bliver kun bedre i den hjemmelavede version. Det består af en masse tørrede frugter (rosiner, svesker, korinder). De koges op sammen med syrlige æbler, appelsinsaft, farin, masser af julekrydderier og et par skefulde alkohol (jeg bruger rom). I helt gamle dage tilsatte man også kød til blandingen – deraf navnet. Mincemeat blandingen skal have lov til at trække i mindst en uge før den bruges som fyld i mince pies. Den skulle efter sigende kunne holde sig i månedsvis (hvis den er hældt på atamon skyllede glas), men så længe får min nu ikke lov til at vente!

Der findes nok lige så mange forskellige opskrifter på mincemeat som der er husmødre til. Den du får her er min 🙂

Mincemeat

Lækkert fyld til klassiske engelske mince pies

Køkken Engelsk
Keyword jul
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Antal 6 dl
Forfatter Hverdagsro,dk

Ingredienser

  • 150 g gule rosiner
  • 150 g sorte rosiner
  • 150 g grofthakkede svesker
  • 80 g korender
  • 2 syrlige æbler (skrællet og skåret i småtern)
  • 2 appelsiner (saften heraf)
  • 250 g farin
  • 3 spsk mørk rom
  • 1 tsk muskatnød
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk allehånde
  • 1 tsk kanel
  • 125 g smør

Sådan gør du

  1. Mål alle ingredienserne af, og kom dem alle i en stor gryde. Varm op, og skru ned på middel temperatur. Lad det småsimre i 5-10 minutter til smørret er helt smeltet.

  2. Varm det godt igennem, og kør derefter hurtigt igennem det med stavblenderen. Det er ikke meningen at det skal blendes til mos - bare lige nogle af æblestykkerne bliver findelt.

  3. Lad din mincemeat afkøle helt. Hæld det på skoldede (gerne atamon skyllede) glas, og sæt det så i køleskab i min. 1-2 uger.

Du vil måske også kunne lide

2 comments

Avatar
Emilie 18. november 2019 at 22:51

Jeg vil så gerne smage mince pies, men har endnu ikke fået gjort noget ved det. Det lyder godt, at London er fuld af caféer og julehygge – jeg skal nemlig også derover på juletur, og det kunne snildt være anledning til at prøvesmage en minde pie.

Reply
Avatar
Tina 19. november 2019 at 8:40

Hej Emilie – ja, London er helt fantastisk her ved juletid. Og der er masser af dejlige julekager på alle caféerne lige nu. Ellers må du selv i gang med en omgang hjemmegjorte mince pies 🙂 Kh Tina

Reply

Leave a Comment