Home Bagværk Vaniljekranse
Vaniljekranse

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at julen nærmer sig med hastige skridt. Ligesom de fleste andre har det også betydet travlhed hjemme hos os, og der har derfor været en anelse stille her på Hverdagsro de sidste par uger. Men det betyder ikke, at der ikke er blevet julet igennem – også hos os! Noget af december er hos mig blandt andet gået med at finde frem til en god opskrift på vaniljekranse. Og ja, det lyder som verdens nemmeste småkage. Og det er det da garanteret også – det var bare aldrig rigtig lykkedes mig at få krammet på de små kranse. Når jeg har bagt vaniljekranse tidligere, har de enten været helt umulige at sprøjte ud med sprøjtepose (jeg har ikke en gammeldags kødhakker længere), eller også er det flydt ud til ukendelighed hvor der ikke har været en eneste sprøjtestribe tilbage efter bagning. Kender du det….?

Men jeg tror jeg har knækket koden med denne opskrift. Vaniljekransene her er bagt med hjemmelavet mandelmel. Jeg lod være med at smutte mandlerne først, og kagerne får derved et flot farvespil. Hvis du hellere vil have dem “ensfarvede” skal du bare bruge færdigkøbt mandelmel eller smutte dine mandler først.

God fornøjelse!

LÆS OGSÅ:

Opskrift på skønne brunkager
Pebernødder med appelsin

Vaniljekranse

Keyword jul
Bagetid 8 minutter
Antal 3 plader

Ingredienser

  • 200 g blødt smør
  • 160 g rørsukker
  • 1 æg
  • 200 g hvedemel
  • 125 g mandler
  • 1 vaniljestang, kornene heraf (eller 2 tsk vaniljepulver)

Sådan gør du

  1. Start med at blende mandlerne til fint mel. Det gøres let med f.eks. en stavblender, hvor du blender i den lille lukkede beholder. Eller i en almindelig blender. Eller brug færdigkøbt mel - sørg blot for at det er fintmalet.

  2. Hvis du bruger en vaniljestang, så del den i 2 på den lange led, skrab kornene ud med en kniv, og bland kornene på skærebrættet med en tsk rørsukker.

  3. Bland alle ingredienserne med håndmixer eller i røremaskine, og saml til sidst dejen med hænderne.

  4. Fyld ca. 1 håndfuld dej (ikke mere) i en sprøjtepose med stjernetyl, og sprøjt kagerne ud på en bageplade med lidt afstand imellem. De flyder lidt, men ikke meget.

  5. Bages ved 180 grader (ingen varmluft) i ca. 7-8 minutter.

  6. Opbevares i en tætsluttende kagedåse.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering