Home TilbehørDip, pesto, dressing o.lign. Ramsløgspesto

Det er højsæson for ramsløg, og er du så heldig at bo i nærheden af et godt ramsløgs sted, så er det nu du skal benytte chancen og få plukket nogle af de skønne blade. De har en skøn både duft og smag af hvidløg, og laver du ramsløgspesto ud af bladene får du den smukkeste grønne farve ud af det.

Jeg er ikke selv så heldig at bo i et stort ramsløgsparadis, men jeg er derimod heldig at have den sødeste nabo der har ramsløg i haven. Hun kom forleden over med den skønneste buket blade til mig:

Ramsløg

Det blev der i dag en lækker gang pesto ud af. Noget skal bruges til pasta, men det smager også helt fantastisk at dryppe på en hvid pizza. Pestoen jeg laver er baseret på mandler, men man kan selvfølgelig også sagtens bruge de klassiske pinjekerner eller andre relativt fede nødder. Jeg tilsætter desuden et fed hvidløg for lige at få lidt ekstra kant på smagen – det er smag og behag om man synes det er nødvendigt 🙂

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Ramsløgspesto

Antal 3 dl
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 30 blade ramsløg
  • 50 g mandler
  • 0,5 citron (saften heraf)
  • 2 dl olivenolie
  • 50 g parmesanost
  • 1 fed hvidløg
  • groft salt, peber

Sådan gør du

  1. Blend først mandlerned. Det er ikke nødvendigt at smutte dem først.

  2. Skyl ramsløgs bladene godt, og snit dem groft. Skær parmesanosten i grove tern.

  3. Fyld ramsløg, mandler, citronsaft, olivenolie og parmesanost i blenderen, og blend det hele godt sammen. Du bestemmer selv hvor groft eller fint det skal være.

  4. Pres et fed hvidløg i pestoen, og smag til med salt, peber og evt mere citronsaft.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering