Home BrødopskrifterBoller Påskebrød fra Italien

Påskebrød fra Italien

Påskebrød fra Italien

Påsken nærmer sig, og det er så hyggeligt at se hvilke madtraditioner højtiden har i forskellige lande. Disse påskebrød stammer fra Italien hvor de hedder Pane di Pasqua – eller slet og ret Påskebrød. Forskellige regioner har forskellige navne på dem, og på Sicilien kaldes de Pupa con l’uova. I Calabrien går de efter sigende under navnet Sguta. Fælles for dem alle er, at det er en sød bolledej der bages med et (gerne kulørt) æg i midten. Ægget bliver hårdkogt under bagningen – det er råt inden bagning. I nogle regioner tilsætter man anis smag med fennikel, men det er der ikke tilsat i min version.

De smager rigtig dejligt nybagte med smør på, og ægget er en rigtig sød detalje synes jeg. Perfekte til en morgen i påskeferien!

Indfarvning af æg:
Æggene indfarver du dagen før. Det skal være helt hvide æg du bruger. Det er let at gøre med almindeligt frugtfarve, eller pastafarve af typen der også bruges til indfarvning af f.eks. fondant eller glasur. Brug en skål der er høj nok til at ægget dækkes helt. Fyld vand i så det kan dække ægget, tilsæt 1/4 tsk pastafarve, og rør godt rundt. Fyld ægget i, og lad det ligge 15 minutter ca, eller til det har den farve du ønsker. Fisk det op, og sæt det på køl til det skal bruges.
Tip: Skold æggene inden indfarvning så du er sikker på de er bakteriefri.

Man kan selvfølgelig også sagtens bage brødene med æg der ikke er farvede.

Hvis du ikke ønsker at bruge rigtige æg men i stedet foretrækker f.eks. marcipanæg, skal du bage brødene uden æg, og putte marcipanægget i når de er bagt og afkølet.

♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Påskebrød fra Italien

Samlet tid 2 timer 30 minutter
Antal 6 stk
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 50 g gær
  • 3 dl mælk (håndvarmt)
  • 0,5 tsk salt
  • 50 g blødt smør
  • 2 æg
  • 1 dl sukker
  • 9-9,5 dl hvedemel
  • 6 æg (gerne indfarvede)
  • Kagekrymmel
  • 1 æg (til pensling)

Sådan gør du

  1. Oplæs gær i mælk, og tilsæt æg, salt, sukker og smør.

  2. Ælt mel i lidt ad gangen til dejen er lækker og smidig.

  3. Lad dejen hæve ca. 1 time til dobbelt størrelse.

  4. Del dejen i 12 lige store dele (det gøres lettest ved at veje stykkerne af til samme vægt). Hver del trilles til en pølse på ca. 35 cm længde.

  5. Tag 2 dejpølser og sno dem sammen. Samtidig med at du snor, former du dem også rundt til en krans. Saml den til sidst.

    step 1 - snoning
  6. Lad de 6 kranse efterhæve på bagepladen i ca. 1 time.

  7. Pensles med sammenpisket æg og drysses med kagekrymmel. I midten stikker du forsigtigt et æg i hver krans.

    step 3 - inden bagning
  8. Bages ved 180 grader i ca. 20 minutter.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering