En brownie er en af mine yndlingskager. Den har den der helt karakteristiske flade og lidt underbagte konsistens, og smager bare så englene synger. Der findes et hav af forskellige opskrifter på brownies. Denne her er sådan helt klassisk (i min verden), dvs. med både kakao i og chokolade “chunks”.
Brownie er en oplagt kage at bage hvis der kommer gæster, for den smager også forrygende som dessertkage med en lækker lille espresso til. Og det gode er, at du kan bage den dagen før – det bliver den faktisk kun endnu bedre af!
Hvis du vælger at servere brownie til dessert, smager den ekstra godt med is, sorbet, friske bær eller en hjemmelavet frugtmousse til. Jeg serverede den denne gang med en cremet appelsinmousse til – mums 🙂 (se opskriften lige her)
Andre brownie opskrifter:
Brownies med cream cheese swirl
Brownies – uden chokolade
♡ 1000 tak fordi du læste med i dag ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Brownie - den helt klassiske
Ingredienser
- 175 g smør
- 3,5 dl sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 æg
- 110 g hvedemel
- 50 g kakao
- 0,5 tsk salt
- 1 dl mandler
- 100-110 g mørk chokolade
Sådan gør du
-
Forvarm ovnen til 180 grader (ikke varmluft), og smør en brownieform (ca. 19 x 19 cm).
-
Smelt smørret, og pisk det med sukker, vaniljesukker og æg. Brug din håndmixer eller køkkenmaskine.
-
Pisk mel, kakao og salt i, og mix det hele godt.
-
Hak nødder og chokolade groft, og bland det i kagedejen.
-
Fyld dejen i den smurte form, og bag den i ca. 30 minutter. Lad den afkøle i formen, og når den er kold skæres den ud i ca. 9 lige store firkanter. Tip: Skær evt kanterne af, så alle 9 stykker får pæne og lige kanter.
-
Drys evt med lidt flormelis (gennem en si) lige inden servering.