Nytårsaften nærmer sig med hastige skridt, så i dag har jeg fået bagt de traditionelle kransekagekonfekt stykker. Jeg elsker selv kransekage, men resten af familien er ikke så vild med det. Derfor er de små lækre petitfours størrelser bedre at bage hjemme hos os, end en stor kransekagetop. Så kan vi altid fryse dem der ikke bliver spist, så der er til en anden god gang.
Kransekage konfekt tager ikke så lang tid at lave, og det er ret let, og så smager de hjemmelavede altså bare mange gange bedre end dem man køber. Så det er bare om at kaste sig ud i det 🙂
Kransekage konfekt er i øvrigt ikke bare skønt nytårsaften; det er også en helt fantastisk lækker lille sag en sommerdag på terrassen med et glas kold champagne og friske jordbær til!
Du vil sikkert også kunne lide:
Champagne gele
Hindbær soufflé
Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Kransekagekonfekt
Klassiker på nytårsbordet
Ingredienser
- 2 stk æggehvider
- 125 g rørsukker
- 400 g marcipan (ren rå)
- 30 stk cocktailbær / hasselnødder / el.lign.
- 100 g mørk chokolade
Sådan gør du
-
Rør æggehvider og rørsukker sammen med håndmixeren til sukkeret er opløst.
-
Tilsæt marcipan, og rør det godt sammen til det danner en fast masse.
-
Fyld massen i en sprøjtepose med stjernetyl, og sprøjt konfektstykkerne ud på en bageplade med bagepapir på.
-
Pynt hver top med et cocktailbær, en hasselnød el.lign.
-
Bag kagerne ved 200 grader (ingen varmluft) i 10-12 minutter.
-
Når kagerne er afkølede, dyppes bunden i smeltet mørk chokolade (alternativt hold ved kagen, og påfør chokoladen med en bagepensel).
-
Opbevares i lufttæt beholder i køleskab, evt. med bagepapir mellem lagene så chokoladen forbliver fin. Er også fryseegnede.
-
Pynt evt. med guldstøv inden servering.
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN.