Har du nogensinde prøvet at bage en helt klassisk amerikansk Apple Pie? Hvis ikke, så har du chancen nu! Hvis du som jeg er så heldig at have et gavmildt æbletræ i haven, er det en virkelig lækker måde at få nogen af dem spist. Det er en rigtig efterårskage med smag af både æbler, kanel, muskat og ingefær.
En klassisk apple pie bages med det der kaldes en “double crust”, dvs. at der er dej både i bunden af tærten, og som låg. Den ligner lidt de tærter man ser Bedstemor And bage til Fætter Guf, og stille til afkøling i vindueskarmen på gården 🙂
Der skal være masser af æbler i, dvs. de skal ikke bare ligge i et fladt lige lag inden låget lægges på; nej, de skal stakkes op så der nærmest ligger et lille bjerg på midten. Så bliver tærten helt rigtig!
Tærten smager allerbedst lun serveret med vanilleis eller flødeskum, men den kan også sagtens spises kold.
Opskrifter på lignende kager:
♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Amerikansk Apple Pie
Ingredienser
- Dej double crust:
- 5 dl. mel
- 0,5 tsk salt
- 100 g smør eller margarine
- 6-7 spsk koldt vand
- Fyld:
- 7 æbler de må gerne være syrlige
- 1 spsk. citronsaft
- 1,75 dl. sukker
- 1,75 dl. farin
- 3 spsk mel
- 1 tsk kanel
- 0,25 tsk tørret ingefær
- 0,25 tsk revet muskatnød
- Øvrigt:
- 1 æg
- 1 spsk smør eller margarine
- Lidt sukker
Sådan gør du
-
Start med at lave dejen.
-
Bland i en skål mel og salt. Skær den kolde margarine i små tern (på størrelse med en ært) or bland disse i dejen. Nulr dejen med fingrene, så margarinen fordeles i melet og det hele kommer til at ligne groft pulver. Rør til sidst vand i til dejen har samlet sig til en klump.
-
Put dejen i en frysepose, luk med en knude og ind i køleskabet med det.
-
Nu laver du så fyldet.
-
Start med at blande alle de tørre dele i en stor skål (dvs. sukker+farin+mel+krydderier).
-
Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Dryp dem med citronsaft.
-
Hæld æblerne over i den tørre blanding, og fordel blandingen ud over alle sider på alle æblestykker (det er lettest at blande det hele med fingrene).
-
Find et ovnfast fad. Det skal gerne have en rimelig høj kant (7-8 cm), så brug IKKE et traditionelt fladt tærtefad. Smør fadet med margarine el.lign.
-
del dejen i 2, hvor den ene del skal være lidt større end den anden.
-
Placér et stykke bagepapir på køkkenbordet, og rul det største dejstykke ud. Det skal være stort nok til at kunne dække bunden af din form + op ad kanten. Når dejen er udrullet flyttes den forsigtigt over i fadet ved at løfte i bagepapiret, og først hive papiret af når dejen ligger i formen. Tryk kanterne fast.
-
Hæld æblerne over i fadet, så de fylder hele bunden, og der dannes et lille "bjerg" i midten.
-
Læg nogle små smørklatter ovenpå æblefyldet.
-
Tilbage på bordet med bagepapiret, og rul nu den sidste klump dej ud. Den skal være stor nok til at dække tærten og gå ned ad siderne.
-
Over på tærten med den udrullede dej. Luk kanten godt hele vejen rundt. Det gøres lettest med en gaffel eller f.eks. enden af en teske, hvor du kan lave et pænt mønster.
-
Skær nogle lufthuller i toppen af låget.
-
Pensl tærten med æg, og giv den til sidst et lille drys sukker på toppen.
-
Dæk kanten hele vejen rundt med staniol, og bag tærten 30 minutter ved 190 grader.
-
Fjern staniolen, og bag tærten i yderligere 30 minutter.