Fastelavn nærmer sig, så det er tid at kaste sig ud i fastelavnsbollebagningens kunst 🙂 Disse skønne fastelavnsboller er fyldt lidt utraditionelt, nemlig med pisket cremefine, lemoncurd og granatæble. De er ikke helt så søde som mange af de fastelavnsboller man køber, og det kan jeg rigtig godt lide. Cremefine kan piskes stift som flødeskum og sprøjtes ud (bliver dog en anelse blødere end piskefløde), og smagen er lidt mindre fed end gammeldags flødeskum. Lemoncurden giver en dejlig frisk smag, og kombineret med friske granatæblekerner bliver det bare rigtig mums.
Jeg brugte denne gang en ret klassisk wienerdej, som giver fastelavnsbollerne det lækre sprøde bid. Virkelig lækkert!
♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Det skal for god ordens skyld nævnes at indlægget ikke er reklame eller sponsoreret på nogen måde.
Fastelavnsboller med lemoncurd og granatæble
Ingredienser
Wienerdej:
- 20 g gær
- 1 dl koldt vand
- 1 æg
- 1 spsk sukker
- 0,5 tsk fint salt
- 250 g hvedemel
- 250 g smør
Remonce:
- 100 g lemoncurd
- 50 g marcipan
Fyld:
- 1 granatæble
- 5 dl cremefine til piskning (eller piskefløde)
- flormelis (til drys gennem en si)
Sådan gør du
-
Bland æg og vand sammen, og opløs gæren heri.
-
Tilsæt salt og sukker, og rør mel i lidt ad gangen. Lad dejen ælte i ca. 5 minutter.
-
Mas smørret ud så det danner en firkant der er ca. 12 x 12 cm.
-
Rul dejen ud til en firkant på ca. 20 x 20 cm. Læg smørfirkanten på midten, og fold siderne ind over smørret, så du lukker "pakken".
-
Rul nu dejpakken ud til et rektangel på ca. 40 x 15 cm. Fold den ene tredjedel ind over dejen, og så den anden tredjedel henover.
-
Gentag yderligere 2 gange (dvs: rul ud, fold over, fold over / rul ud, fold over, fold over).
-
Læg nu dejen på en tallerken, dæk med film, og sæt det i køleskabet i ca. 40 minutter.
-
Imens blander du remoncen: Mix lemoncurd og marcipan - det gøres lettest med en gaffel.
-
Rul den kolde dej ud til en firkant på ca. 30 x 25 cm, og del dejen i 12 firkanter. Læg en skefuld remonce på hver, og luk dejen grundigt omkring remoncen. Sæt fastelavnsbollerne på en bageplade med lukningen nedad.
-
Lad dem efterhæve ca. 60 minutter tildækket på køkkenbordet.
-
Bages nu først 15 minutter ved 160 grader med varmluft + damp (alternativt: 180 grader uden varmluft og damp). Skru op på 180 grader, slå dampen fra, og bag yderligere 5-10 minutter.
-
Lad dem afkøle på en bagerist. Når de er kolde skæres de igennem: Læg en skefuld granatæblekerner i bunden og dæk herefter bunden med pisket cremefine eller flødeskum. Tip: Det bliver flottest hvis du gør det med en sprøjtepose med stor stjernetyl.
-
Læg låg på hver fastelavnsbolle og sigt flormelis over.