I dag, d. 17. marts, fejrer irere over hele verden St. Patrick’s Day. Det er den irske nationaldag, og man fejrer Sankt Patrick som er Irlands skytshelgen. Dagen fejres selvfølgelig i Irland, hvor det er en helligdag og hvor der festes i stor stil med masser af Guinness, musik og landet klædt i grønt og orange. Men også i mange andre dele af verden støder man på St. Patrick’s Day.
Første gang jeg selv stiftede bekendtskab med dagen var helt tilbage i midt 80’erne hvor jeg gik et år på high school i USA. Derovre har man taget et hav af forskellige nationaldage til sig, som man fejrer på behørig vis. I skolen skulle vi alle troppe op iført grønt tøj d. 17. marts. Det var ret sjovt!
Her på Hverdagsro.dk markerer vi dagen med en gang skønne Baileys cupcakes – selvfølgelig tilsat en grøn top i dagens anledning.
Rigtig glædelig St. Patrick’s dag!
♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.
Baileys Cupcakes
- dejlige kager til fejring af St. Patrick's Day
Ingredienser
- 70 g blødt smør eller margarine
- 2,5 dl sukker
- 1 æg
- 1,5 dl Baileys Irish Cream likør (original)
- 1 dl græsk yoghurt el. lign.
- 2,5 dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 0,5 tsk salt
Frosting:
- 100 g Philadelphia neutral
- 40 g blødt smør
- 200 g flormelis
- lidt grøn pastafarve
Sådan gør du
-
Pisk smør og sukker luftigt, og tilsæt æg. Pisk videre.
-
Tilsæt Baileys, og græsk yoghurt, og pisk videre.
-
Tilsæt mel, bagepulver og salt.
-
Fyld dejen i 10 muffinsforme (Tip: De holder faconen bedst under bagning hvis de står i en metal muffinsform).
-
Bages ved 180 grader (ingen varmluft) i ca. 20-22 minutter.
-
Når kagerne er helt kolde laves din frosting til toppen:
-
Si flormelis ned i en røreskål.
-
Pisk blødt smør i, og derefter flødeosten samt lidt grøn pastafarve.
-
Når frostingen er lækker cremet fylder du den i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjter på hver kage. Pynt evt. med en kvist citronmelisse og/eller et frisk bær.