Home Desserter Cherry Pie
Cherry Pie

Jeg var én af dem der for snart en hel del år siden elskede Twin Peaks. Det var sådan lidt mystisk, crazy og underligt, og passede fint ind i tiden. Og det var altså Agent Cooper, der introducerede Cherry Pie hos os, med det nærmest udødelige citat:

“A damn good cup of coffee, and a fine cherry pie”. Eller noget i den retning 🙂

Vi havde gæster forleden, og fik genoplivet den skønne cherry pie, nu hvor kirsebærrene er i sæson og allerbedst. Versionen her er en rigtig amerikansk én, hvor der er masser af bær i.

Cherry Pie - bær i form

Man kan vælge at reducere mængden af kirsebær så der kun ligger et enkelt lag, men de mange bær gør altså kagen virkelig skøn! Brug skønne mørke og søde kirsebær til kagen, og servér den gerne med en skefuld vaniljeis til.

Cherry Pie - hel tærte

♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Cherry Pie

- eller på godt dansk: Kirsebærtærte

Køkken Amerikansk
Antal 8 personer
Forfatter Tina

Ingredienser

Tærtedej:

  • 50 g mandler
  • 450 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 250 g smør
  • 1 æg
  • 0,5 tsk vaniljepulver
  • 5 spsk koldt vand

Fyld:

  • 1,25 kg søde kirsebær (vægt incl. sten)
  • 150 g kirsebærmarmelade
  • 150 g sukker
  • 1,5 spsk Maizena
  • 2 spsk whiskey (kan erstattes af vand)

Ovenpå tærten:

  • 1 æg
  • 1 spsk sukker

Sådan gør du

Dej:

  1. Blend mandlerne fint (du behøver ikke at smutte dem først).

  2. Bland mel, mandelmel, vaniljepulver og salt. Tilsæt smørret i små tern, og nulr det ind med fingrene, til blandingen ligner pulver.

  3. Saml dejen med æg og vand, og del dejen i 2 portioner der fyldes i hver sin frysepose og trykkes lidt flade. Læg begge poser i køleskabet.

Fyld:

  1. Udsten kirsebærrene (Tip: det gøres lettest med en udstener. Har du ikke lige sådan én, kan du også bare halvere bærrene og pille stenene ud).

  2. Bland kirsebærmarmelade og sukkeret i en gryde. Varm op under omrøring til sukkeret er opløst.

  3. Rør Maizena sammen med whiskey, og hæld i gryden. Lad det koge et par minutter til blandingen tykner. Tag det af varmen, og rør kirsebærrene i. Lad blandingen køle af.

Samling af tærten:

  1. Smør et ovnfast fad med høje kanter (kanten på mit fad er ca. 5-6 cm).

  2. Udrul den ene dejportion, og placér i fadet. Dejen skal gå et pænt stykke op ad kanten på fadet. Fyld kirsebærfyldet herover.

    Cherry Pie - bær i form
  3. Udrul den anden dejportion, og skær den ud i strimler, der herefter flettes over kagen. Enderne stikkes godt ned i siden, og klemmes "ind i" dejen fra bunden.

    Cherry Pie - hel tærte
  4. Pensl dejen med sammenrørt æg, og drys dejen med sukker.

  5. Bages ved 200 grader i 20 minutter, hvorefter du lægger staniol over og skruer ned til 180 grader. Bages herefter i yderligere 35 minutter.

  6. Lad tærten afkøle minimum 1 time før servering.

  7. Serveres evt med en skefuld vaniljeis til!

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment