Home Fastelavn Semlor – Svenske fastelavnsboller

Semlor – Svenske fastelavnsboller

Semlor - svenske fastelavnsboller

Også hos naboerne i nord spises der dejlige fastelavnsboller i februar. De klassiske svenske variant hedder “Semlor”, og de ligner de danske en hel del – og så alligevel ikke. Dejen til semlor er mere i stil med en sød – lidt klæg – fødselsdagsbolle, som efter bagningen udhules let, fyldes med et marcipanfyld og flødeskum, og så serveres som en flødekage. De smager forrygende!

I Sverige kan semlor faktisk købes året rundt, men den traditionelle dag at spise dem er tirsdagen før fastelavn. Og det forlyder at de i gamle dage faktisk blev serveret i en skål med varm mælk. Den del dropper vi så lige i denne omgang 🙂

Nyd de svenske fastelavnsboller – semlor fortjener bestemt en plads også i det danske februar køkken.

 

LÆS OGSÅ:  Klassiske fastelavnsboller med creme og remonce

 ♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.

Semlor - svenske fastelavnsboller

Samlet tid 1 time
Antal 10 stk
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 25 g gær (=en halv pakke)
  • 100 g smør eller margarine
  • 1 æg
  • 2,5 dl mælk
  • 1 dl sukker
  • 1 drys salt
  • 1 drys hjortetaksalt
  • 1 tsk kardemomme (evt.)
  • 8 dl hvedemel
  • æg til pensling

Fyld:

  • 100 g marcipan
  • 2,5 spsk mælk
  • 2 dl piskefløde
  • flormelis til drys

Sådan gør du

  1. Smelt smørret og hæld mælken i, så det bliver håndvarmt. Opløs gæren heri.

  2. Tilsæt æg, sukker, salt og hjortetaksalt, og hvedemelet lidt ad gangen. Hold inde når dejen føles smidig og lækker.

  3. Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over ved stuetemperatur en halv time.

  4. Ælt dejen let igennem, og tilsæt evt lidt mere mel. Del dejen i 10 dele, der formes til boller. Bollerne efterhæves på pladen i ca. 20 minutter.

  5. Opvarm imens ovnen til 250 grader (ja, det er ikke en trykfejl - de skal bages ved en virkelig høj temperatur!)

  6. Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem midt i ovnen ca. 10 minutter (dvs. så de får farve udenpå, men ikke er 100% gennembagte indeni).

  7. Lad bollerne afkøle på en rist.

  8. Skær et låg af de afkølede boller. Hvert låg skæres til så det får en firkantet form

  9. Udhul underdelene (det gøres lettest med fingrene), og nulr cirka halvdelen til "fint rasp".

  10. Riv marcipanen på et rivejern, og bland det med mælken og den "fine rasp" fra halvdelen af de udhulede bunde. Blandingen fordeles i de udhulede boller.

  11. Pisk fløden til skum, fyld i en sprøjtepose med stor stjernetyl, og dæk hullet i bollerne med flødeskummet. Læg låg på bollerne, og sigt lidt flormelis over.

  12. Klar - parat - spis!

Servér evt. med lidt friske bær.

Tip: Man kan sagtens tilføre flødeskummet smag hvis man har lyst - f.eks. lidt hindbærmarmelade, revet appelsin eller limeskal eller andet!

Du vil måske også kunne lide

2 comments

Kasper 4. februar 2018 at 10:51

Det lyder godt. Men normalt siger man at man kun bruger hjortetaksalt i fladt bagværk pga. Ammoniaklugten, skal kunne fordampe.

Kan den ikke lugtes i de her boller.?

Reply
Tina 4. februar 2018 at 21:06

Hej Kasper. Jeg har også kun prøvet det før i småkager, men det virker fint her, og det kan hverken smages eller lugtes ? Kh Tina

Reply

Leave a Comment

Opskrift Vurdering