Start med at lave tærtedejen. Skær den kolde margarine i tern, og bland disse ned i mel og sukker. Smuldr det med fingrene til det er fordelt, og tilsæt derefter ægget og ælt dejen til den er fast. Læg i køleskabet 10 minutter. Rul den kolde dej ud i en cirkel der skal være ca 0,5 cm. tyk. Det gøres lettest på et stykke bagepapir drysset med mel.
Smør en rund springform (diameter ca. 20 cm) med margarine, og læg nu tærtedejen heri. Du kan evt skære dejkanten til så den bliver pæn og jævn, men faktisk kan jeg selv godt lide at det ser lidt rustikt ud, så jeg gør det sjældent. Prik dejen med en gaffel, og forbag den i 30 minutter ved 180 grader til den har fået lidt farve. Tag den ud af ovnen og køl af, mens du laver de øvrige lag.
Start med citroncremen. Mix maizena med ca. 0,5 dl af det kolde vand. Sæt til side. I en kasserolle mixer du nu det resterende vand (3 dl) med sukker, revet skal af 1 citron samt citronsaften af alle 4 citroner.
Tip: Hvis du vælger at presse saften ud af citronerne og direkte ned i sukkerblandingen, så gør det lige gennem en si (så du ikke fylder cremen med citronkerner)
Sæt blandingen over på komfuret og varm op, så sukkeret bliver opløst. Bring det i kog, og rør maizena blandingen i. Skru lidt ned, og rør i ca. 3 minutter til blandingen er blevet tyk og blank.
Tag blandingen af varmen, og lad den køle ca. 5 minutter. Rør nu æggeblommerne og ægget i (rør kraftigt). Lad cremen køle af i en halv times tid.
Nu laves marengsmassen:
Pisk de 3 æggehvider stive. Pisk halvdelen af sukkeret i, derefter resten af sukkeret og vaniljepulveret lidt efter lidt. Fyld evt. i en sprøjtepose.
Nu tager du den forbagte tærtebund, og hælder citroncremen over. Herover lægger du forsigtigt marentsmassen - hvis du bruger sprøjtepose, så sprøjt det ud f.eks. i små toppe.
Kagen bages nu færdig ved 150 grader i ca. 20 minutter. Det er vigtigt at der er bagepapir under, da noget af væden fra cremen godt kan komme ud af springformen.