Home Strik Ugens kig i strikkekurven: VESTERHAVSJALET

Ugens kig i strikkekurven: VESTERHAVSJALET

Vesterhavsjal

Jeg bor på landet, og selv om jeg arbejder fra mit hjemmekontor byder hver dag på adskillige gåture – uanset vejret. Den lille hund skal luftes, og det skal jeg sådan set også. Jeg er i denne vinter blevet mere og mere begejstret for store, lækre strikkede sjaler, som bliver brugt som kæmpetørklæder rundt om halsen, når turene skal gås. Og samlingen er efterhånden ved at være ret så omfangsrig!

Seneste skud på min stamme af strikkede sjaler er et Vesterhavsjal. Sjalet er designet af Liselotte Weller fra Garnudsalg, og jeg er vild med det! Selve opskriften er nem at gå til – godt beskrevet, og med diagram til mønsteret. Og når man har strikket mønsterpindene nogle gange sidder det ret hurtigt på lystavlen, så man kan se hvor i mønsteret man er kommet til. Hulmønsterbremmen snor sig gennem sjalet som en bølge, der ikke efterlader nogen tvivl om hvorfor det har fået navnet Vesterhavsjalet.

Udover hulmønsteret er sjalet strikket i ret, og ikke nok med at det gør det til et skønt TV-strikketøj; det er også helt perfekt hvis der strikkes i håndfarvet garn. Farveskiftene i det håndfarvede garn træder virkelig smukt frem i retriller. Jeg brugte håndfarvet Silky Alpaca fra Paintersyarn i farven Faded Rose. Jeg havde vundet et garvekort til Paintersyarn i en adventskonkurrence på Instagram, og det blev brugt her. Det håndfarvede blev parret med en følgetråd af Blackhill Silk Kid Mohair i farven Sand Dust 29. Kombinationen gav et silkeblødt resultat.

Sjalet er kæmpestort, så strik det gerne i et let garn, da det snildt kan komme rundt om halsen 2 gange.

PROJEKT DATA:

OPSKRIFT:VESTERHAVSJALET af Liselotte Weller
GARN:Håndfarvet Silky Alpaca, fv. Faded Rose fra Painters Yarn
Følgetråd: Blackhill Silk Kid Mohair, fv. Sand Dust 29
FORBRUG:200 g Alpaca (=2 fed)
125 g mohair (=5 nøgler)

Indlægget er ikke reklame eller sponsoreret på nogen måde.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment