Home Strik Ugens kig i strikkekurven: FELIX Pullover

Ugens kig i strikkekurven: FELIX Pullover

Felix pullover

For ikke så længe siden ryddede jeg grundigt op i garderoben, og det slog mig at jeg da manglede en langærmet lysegrå trøje. Sådan én var der simpelthen ikke på hylderne, og kan man leve uden? (ok, det var så gået meget godt indtil nu, men altså…)

Det blev til FELIX Pulloveren (med en anelse freestyling – læs mere længere nede). Opskriften er fra Ravelry, og den er designet af Amy Christoffers. Det er en helt enkel pullover, der strikkes oppefra. Den er i glatstrikning, og med et fint lille hulmønster på skuldrene, der samtidig danner udtagningerne til raglan.

Men det der hulmønster altså……. Jeg er af den gamle skole, hvor et hulmønster helt enkelt strikkes efter et diagram. Det er nemt, og man kan nemt se præcis hvor i mønsteret man er, og hvordan det skal ende med cirka at se ud. I mange af de hersens nye opskrifter (ok, nu lyder jeg virkelig som en gammel tante), men altså… her kan et helt enkelt hulmønster være forklaret over 3 tætskrevne sider, hvor hver maske man strikker er udførligt beskrevet i ord. Sådan en som mig mister totalt overblikket, og det er helt umuligt for mig at se om mønsteret jeg har strikket er rigtigt eller forkert…. Med FELIX endte det med at 10 cm mønster blev pillet op, skidtet smidt over i hjørnet i 15 minutter, hentet igen, og så strikkede jeg ellers et hjemmekomponeret mønster der lignede og som kom til at passe. Jamen altså….. Giv mig et diagram. Anytime! Please!

Jeg strikkede den i dobbelt garn med Blackhill CottonWool (fra Garnudsalg) der består af 50% merino og 50% bomuld. Farve: Sommerbyge. Og jeg synes resultatet er blevet SÅ lækkert! Det er betydeligt lettere end hvis det havde været ren bomuld, og med et lidt mere råt look. Jeg tror den bliver rigtig lækker også her til foråret. Og så er den i øvrigt strikket på pind 6, så hurtigt TV strik hvis man lige ser bort fra hulmønsterkrisen 🙂

PROJEKT DATA:

OPSKRIFT:FELIX PULLOVER af Amy Christoffers
GARN:Blackhill CottonWool, fv. Sommerbyge
FORBRUG:6 nøgler (strikkes i dobbelt garn)

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment